Af Henning Engelhardt

For nogle dage siden ringede min 62-årige mor til mig, som hun så ofte gør. Min mor har stort set været på arbejdsmarkedet, siden hun var 16 år, har arbejdet som slagteriarbejder, taxichauffør, omsorgsmedhjælper for handikappede m.m. Nu er hun blevet pensioneret og supplerer den smalle indkomst med at gå lidt P-vagt. Hun fortalte i telefonen, at hun var bange og ked af det. “Jeg er blevet truet”, fortalte min mor med rystende stemme. Truet, tænkte jeg, min mor er 62 år, ligner og er en særdeles fredsommelig bedstemor, der ser matador, stemmer på Martin fra X-faktor, køber ind i Bilka, går i fodformede sko og sender søde fødselsdagskort, hende truer man da ikke?

Fortæl mig hele historien, sagde jeg bekymret men også bestemt. Jo ser du, på min P-vagt-runde i går, meget sent på aftenen i den her midtjyske by, hvor kulturen blomstrer med spirende kraft, og hvor man næsten “fængsles” af stjernestøv, kommer der en yngre, ikke dansk-født mand hen til mig. Jeg har ikke set ham tidligere, han viser mig sin kniv og siger til mig, “om det er mig, der giver ham og vennerne P-bøder, for så skal jeg bare vide, at han ved hvor jeg bor, og hvis jeg senere prøver at flygte ind bilen og forsøger at låse den inde fra, så bliver ruderne smadret og jeg vil blive slagtet”. “Der er en ting, du skal vide”, sagde han til mig med de ondeste øjne, jeg har set, ” vi er Perkere, og os skal du ikke ønske dig at komme i lag med.” Han slutter af med at sige, at jeg er en fucking luder, der bare kan vente mig.

Stop lige tiden et sekund sagde jeg, har du kontaktet politiet? Nej, jeg har kontaktet min chef, sagde min mor, men han vil ikke have, at jeg kontakter politiet for som han siger, så bliver det bare meget værre for mig selv. Det mener du ikke alvorligt, sagde jeg med vred mine? Jow sagde min mor…Resten af samtalen kan enhver bedsteforælder, forælder, voksen, barn m.fl. næsten tænke sig til… Når jeg har valgt at skrive dette læserbrev, så er det fordi jeg af hjertet er yderst bekymret over, at vi som samfund, arbejdsgivere og borgere stiltiende accepterer den form chikane og trusler mod en person, som blot udfører et stykke arbejde for at supplere den smalle førtidspension, og nu er personen tilfældigvis min 62-årige mor, hvilket ikke gør sagen mindre uacceptabel fra min side af.

Kære medborger, politiker og andet godtfolk, din telefon ringer om lidt, og nu er det din mor, som er blevet krænket, truet og opsøgt. Hvad vil du gøre? Jeg valgte at sende min mor en buket blomster, sagde at jeg elskede hende og håbede, at hun ville tage kampen op og trodse arbejdsgiveren, anmelde episoden til politiet, og at hun ville fortsætte med at være en god bedstemor for mine børn, men jeg er stadig frustreret!

Henning Engelhardt, Silkeborg Midtjyllands Avis 07.06.08